
§ 13
Pris
13.1. Andelsboligforeningen fastsætter hvert år på generalforsamlingen prisen for andelene. Bestyrelsen kan anerkende en individuel forbedring, hvis størrelse afgøres af bestyrelsen efter indstilling fra administrationen og med baggrund i dokumenterede udgifter. Forbedringen afskrives lineært over 10 år.
Hvis prisen for andel og bolig er forskellig fra den på generalforsamlingen vedtagne, skal den godkendes af bestyrelsen, som desuden skal godkende eventuelle aftaler efter § 13.2. Bestyrelsen kan kun godkende en rimelig pris og højst et beløb opgjort efter nedenstående retningslinier:
A. Værdien af andelen i foreningsformue er den pris, som senest er godkendt af generalforsamlingen. En ekstraordinær generalforsamling kan dog ikke beslutte en forhøjelse af andelsværdien. Andelens pris fastsættes under iagttagelse af reglerne i andelsboligforeningsloven og i øvrigt under hensyn til værdien af foreningens ejendom og andre aktiver, samt størrelsen af foreningens gæld. Generalforsamlingens prisfastsættelse er bindende, selv om der lovligt kunne have været fastsat en højere pris.
B. Værdien af forbedringer, jfr. § 9, ansættes til anskaffelsesprisen med fradrag af eventuel værdiforringelse på grund af alder og slidtage.
C. Værdien af inventar, der er særskilt tilpasset eller installeret i boligen, fastsættes under hensyntagen til anskaffelsespris, alder og slidtage.
D. Såfremt boligens vedligeholdelsesstand er usædvanlig god eller mangelfuld, kan der beregnes pristillæg respektiv prisnedslag under hensyn hertil.
E. Renholdelsesstanden som beskrevet i § 14.2.
13.2. Værdiansættelse og fradrag efter stk. 1 litra B – E fastsættes efter en konkret vurdering.
13.3. Såfremt der samtidig med overdragelse af andel og bolig overdrages løsøre eller indgås anden retshandel, skal vederlaget sættes til værdien i fri handel. Erhverver skal indtil overtagelsesdagen frit kunne afvise eller fortryde løsørekøbet eller retshandlen. Bestyrelsen skal godkende vederlaget og de øvrige aftalte vilkår.
13.4. Fastsættelse af prisen for forbedringer, inventar og løsøre sker på grundlag af en opgørelse med behørig dokumentation udarbejdet af den fraflyttende andelshaver.